Wien 2015

 

Vore to røde “pakæsler” er igen på tur. Sidste sommer lænede cyklerne sig op af et skilt i tyske Stralsund. Vi holdt pause på vores “Sommertour 2014” til Bornholm. Sommeren 2015, søndag 26. juli,  går turen til Wien i Østrig. Efter 13 etaper, og fire dage i den østrigske hovedstad,tager vi 10. august nattoget fra Wien til Hamborg, skifter tog, og står 11. august midt på eftermiddagen på banegården i Århus. Vi starter i Århus, efter vi, sammen med kusiner og fætter, 25. juli har fejret Klaus´s moster Ebba, der, som hun selv fortæller, efter aftale med Vor Herre, holdt 90-års fødselsdagsfest på Hjarbæk Kro.

wignet2015_01

Århus – Haderslev – 26. juli

 Til moster Ebbas (90 år 24. Juli) fødselsdagsfest og onkel Kristian (95 år 9. april)

    

Dagen efter Klaus’s moster Ebbas 90 års fødselsdagsfest på Hjarbæk Kro startede vi fra Århus med Wien som mål. Første etape til Haderslev blev en blæsende fornøjelse. Stort set hele turen var enten stærk modvind eller sidevind. Vi cyklede mod Vejle, Kolding og sluttede i Haderslev. For at komme fra Vejle og Kolding måtte vi også op af lidt stejle bakker. På turen fra Århus til Haderslev kørte vi godt 900 højde meter. Hvem skulle tro det i “det flade Danmark”?? Alligevel blev det en god start.  Vi har glædet os, og glæden blev indfriet. Det danske landskab er berigende. Vi gjorde et lille fotostop i Christiansfeld, som nu er blevet til Verdensarv.

wignet2015_02

Haderslev – Rendsburg – 27. juli

  

    
    
  
Vi startede fra Haderslev i regnfrakker. Tunge dryppende skyer varslede en tur mod Rendsburg i regn. Regnen stilnede af og regnfrakkerne blev skiftet ud med vindveste. De første kilometer til grænsen, godt 50, foregik dog i næsten tørvejr. Cykelcomputeren viste i lange perioder en dansk sommertemperatur på 12,7 grader. Tre timer over middag foregik i regn. Vi var tæt forbi Dannevirke, det blev kun til et billede af skiltet. Majsmarkerne i Slevig har meterhøje planter. Det er mange danske bønder sikkert godt misundelige over. Dagens belønning har været et dejligt værelse og et varmt bad på et skønt Hotel 1690 i Rendburg. Vi fik anbefalet et godt spisested “Hauptwacht” ved Paradepladen i Rendsburg. DET var godt og øllet smagte. På gåturen til aftensmåltidet fik vi lige en “skylle” mere. Lene søgte med held læ under regnfrakke og et træ.

wignet2015_03

Rendsburg – Bergedorf – 28. juli

  
    
    

For at slippe fra Rendsburg mod syd skulle vi krydse Kielerkanalen. Ruten viste os over kanalen, der var bare hverken bro eller færge. Det viste sig, at vi og vore cykler skulle med en elevator adskillige meter ned under både land og kanal. Der var en fodgænger og cykeltunnel. Fodgængere kunne tage en meget lang og stejl rulletrappe. Vejret havde ikke bedret sig. Det var regnvejr stort set hele turen. Enkelte solstrejf viste os, at der allerede er høstet en del syd for grænsen. Hotellet i Bergedorf har lukket sit køkken, så vi fandt en grillbar og måtte “nøjes” med en halv grillkylling til hver. Vi blev mætte, og der var ikke meget tilbage af “kræet”. Måske det er lidt dristigt, at lade kunderne gå på opdagelse alene?

wignet2015_04

Bergedorf – Bad Bodenteich – 29. juli

  

    
    
  

I dag regnede der ikke. Ruten gik over floden Elben, som sammen med Tysklands mange kanaler er en vigtig del af tyskernes tranport- og forsyningsnet. Vi nåede til Bad Bodenteich midt på eftermiddagen. Hotellet midt i byen er både fint og hyggeligt. På vor tur i byen, med springvand i søfarten, købte og skrev Lene et postkort til moster Ebba. Kortet blev skrevet med sålbænken under en frisørsalons butiksrude som underlag. Helt uden regn går det da heller ikke. En tordenbyge sendte personalet i et supermarked løbende ud på parkeringspladsen med paraplyen. Den tyske effektivitet giver sig udslag i et skilt med et fravigeligt krav om ro efter klokken 22. Så kan vi jo bare ønske os selv, og alle andre en god nat.

wignet2015_05

Bad Bodenteich – Oschersleben – 3o. juli



 






En kølig morgen bød os goddag med et fladt forhjul. Hurtigt blev slangen skiftet. Turen mod Oschersleben blev kørt i en lidt hård side – og medvind. Det var både nemt og besværligt. Solen kom forholdsvis hurtigt på himlen, og temperaturen sluttede ved dagens mål med 22 grader. Lene kunne ikke køre forbi et bugnende mirabelletræ, og de “stjålne” frugter smagte godt. Efterhånden kom vi til at køre i både det gamle Østtyskland, og det der var Vesttyskland. Et skilt fortæller om genforeningen med Europa klokken 18, 11. februar 1990. Egentlig var det vist genforeningen mellem vest og øst. Østtyskland var vel også før 11. februar 1990 en del af Europa. Der er stadig mindelser i de “gamle” østtyske byer. En Trabant på stage og en gammel militærlastbil sætter i deres forfald gang i erindringer og fordomme om tiden før og efter “murens fald”. Noget afgørende var på en grusvej langs en af Tysklands mange vandveje. Vi bumlede over betonelementerne i to rækker på en gammel sparsommelig anlagt østtysk vej . Så er der alle vilde blomster langs vejene – skønheden er imødekommende og helt gratis.

wignet2015_06

Oschersleben – Querfurt – 31. juli











Det blev en dag med oplevelser og udfordringer. Tre gange måtte vi køre på veje, der ikke en gang var egnede til fordums østtyske tider med enkelte Trabanter. Helt tydelig er der stadig veje, også med nummer, med en belægning,hvor der med rund hånd er kastet sten i stedet for grus. Der giver mindelser om en tid øst for jerntæppet, hvor infrastruktur havde en betydning, der ligger langt for vores opfattelse af begrebet. Vi klarede det med lidt om(lagte)veje. Med meterhøjt ukrudt, og bag efterhånden meget rustne hegn, ligger stadig bygninger fra statsbrugenenes tid. Et syrligt grønt hus lyste op i en af mange stille og lidt triste landsbyer. Turen mod Querfurt bragte os gennem det allerøstligste Harzen. Lidt forkølet rejse resterne af en borg sig over landskabet. Så begyndte bakkerne. Et sted vendte solsikkerne lidt uhøfligt ryggen til os – det var bog for at vende sig mod horisontens kam af vindmøller, der knejser over landskabet sammen med monumentale højspændingsledninger. I øvrigt konstatererede Lene at hun havde taget sokker på i to forskellige størrelser. Dagen sluttede med en solbeskinnet aftentur mellem Querfurts smukke bygninger.

wignet2015_07

Querfurt – Ziegenruck – 1. august

  

    
    
    
    
    

Brostensveje som det gemt til et cykelløb i Nordfrankrig eller Belgien. Nye og gamle broer. En ny betonbro bærer nye elektrisk drevne tog over det Tyske Landskab, mens et lokaltog sørger for at bringe tyskere mellem nogle af de mange små samfund. En stålbro, over en flod ved Jena, bygget i 1891 og 1892 er nu kun stærk nok til cyklister og gående. Broerne minder os om kunsten at være ingeniør. Vi kørte, som hver dag på vores tur, gennem hyggelige og smukke landsbyer. Derfor stoppede vi for at fået billede. ForsIgtigt kom en dame frem fra en port. Hun var også nysgerrig, og hun ville vide, hvor vi kom fra,og hvad vi skulle. Snakken faldt på hvor grænsen mellem øst og vest havde gået. Så kom fortællingen om en skæbne fra krigen. Hun var i 1945 flygtet fra Danzig i Polen. Hun er nu 81 år, og hun var den ældste af fire børn, som hendes mor tog med på flugten. Hendes far, der var tvunget til tysk sold atertjeneste, havde de  fremrykkende russiske dræbt. Hun var kommet til en flygtningelejr i Thüringen og havde levet et godt liv – en fin dame på 81 i en smuk blomstersmykket gård i en lille landsby i det sydlige Tyskland. Vores mål var Ziegenruck – en by ved en flod, mellem bjerg i en dal. Et skilt kan få alle til at holde sig væk – her kommer nok ingen gæster ubudt. Her var promenadefest med lys på borgen tårn, lysende fakler på floden og hygge i teltet, og en lille dreng der trygt lader sig svinge opi luften af sin far.

wignet2015_08.

Ziegenruck – Wendischeshenbach – 2. august

  

    
    

En stille morgen, et spejlbillede i en spejlblank sø. Det var starten på dagen med turens længste og højdemæssigt sværeste etape. Det blev til 134 kilometer og 1691 højdemeter. Cykelvejene var et par steder så stejle og grusede, at der ikke forsvarligt kunne køres hverken op eller ned. Så blev cykelskoene for et kort stund tIl travesko. Et frønnet kors sendte en fortælling om et liv, der i 2008 kun blev 18 år gammel. Vi stoppede op af nysgerrighed  – der er sikkert nogle som nu stopper op med en sorg, og tanker der altid være præget af savn. Udsynet er stort i Sydtyskland og de højeste bakkers blå lys er betagende. Vi nåede op over 700 meter. På nedturen sendte vi venlige tanker til de cyklister vi mødte på vej op. De måtte kæmpe med 15 procent. Vi slap med 11 på de stejleste strækninger.

wignet2015_09

Wendischeshenbach – Bad Kötzting – 3. august

  

    
    
    
    
    
    
    
  

Når man vil ændre rute, og der lige er nogen vej eller sti, så løfter man blot cykel og bagage over autoværnet og trækker ud over en mark. Vejret er nu dejlig ar, så middagspausen er bedst i skyggen og i selskab med en absolut tysk plastikko. Det sødøstlige Bayern er præget af katolske kors langs vejene. Behørigt må storken også vente på at aflægge besøg til kirken har velsignet de unge menneskers samliv. En trøst er det dog, at, når storken har været der, så skal der festes med 50 liter øl. Vi nåede den hyggelige by Bad Kötzting. “Hotel Zur Post” er lige smuk og tysk som man kan forvente. I den lune sommeraftener i hotellets gårdhave smagte maden godt, og det gode øl flød fra hotellets eget lille bryggeri. Hvem gider forøvrigt at have egen P-plads når man hedder Traurig – måske kun hvis man er en af “De syv små dværge”.

wignet2015_10

Bad Kötzting – Passau – 4. august

  

    
    
  

Bogstavelig talt nåede vi i dag turen højdepunkt. I stille vejr og en eftermiddagstemperatur, der nærmede sig 30 grader, rundede vi en højde på 740 meter. Målet var Passau, og her passede hanen på hønen. Byen ligger både dag og aften smukt omkring Donau. Flodprammene sejlede også i aftenskumringen roligt med deres last. Besætningerne fragter også deres private biler.

wignet2015_11

Passau – Linz – 5. august

  
    

 

    
    
    
  

Passau og Donau viste sig frem i morgensolen på bedste vis. Turen til Linz var på god vej langs floden, og helt uden stigninger. De få strækninger, hvor cykler og biler deles om asfalten, bliver bilisterne mindet om at tage hensyn. En færgemand, og hans lille cykelfærge, sørgede for, at vi krydsede Donau. En af flodens større færger sejlede bogstavelig talt sidelæns for at sejle med både biler og cykler. Skulle turens flade fornemmelse også blive til et fladt hjul, så var der mulighed for at trække en ny slange i en automat. Lene fyldte frisk vand i flasken fra en gammeldags pumpe. Linz er Østrigs tredie største by. Smukke bygninger og mange mennesker, der bor knap 200.000.  Sporvognene ruller stille gennem gaderne. Her ingen diselos. En meget varm eftermiddag og aften blev afsluttet med is. Langs Donau blev den lune sommeraften brugt til hygge, mens bjergene, der omkranser Linz,  trak op over solen, skjulte de sidste varmende stråler og lod en snert af aftenkølighed brede sig.

wignet2015_12

Linz – Melk – 6. august

  

    
    
    

Donau er skøn, men ikke helt så blå som titlen på Straus-valsen. Vandet er lidt grumset og grågrønt at se på. Det blev til endnu en tur med af Donaus mange cykelfærger. Byen Melk, der er sidste stop inden Wien, ligger “under” er kæmpe stort og meget smukt gult Benedektinerkloster. Her går 900 børn og unge i klosterets skole. Selv aftenmørket kan ikke dæmpe den store klosterbygning.

wignet2015_13

Melk – Wien – 7. august

  

    
    


“Wientourens” sidste cykeldag blev 40 kilometer længere end planlagt. Vi besluttede at følge Donau hele vejen til Wien, og det fortrød vi ikke. Smukke billeder ramte os hele dagen. Vi kørte gennem vinmarker og kunne se klaser af druer, som om to, måske tre, måneder er plukkemodne. Hotelskibene sejlede i andægtig fart med turister. Varmen måtte vi bare cykle med. Temperaturen nåede noget over 30 grader, så vi følte det var som at cykle med hårtørrer blæsende i ansigtet. Alligevel var det meget bedre end de 12,7 grader vi havde den første dag. Og så var der lige øjeblikket, hvor vi rullede op forbi hotellet, og kunne sige tak til hinanden for en både god og til tider lidt anstrengende tur. Det har været det hele værd. Det var en god fornemmelse. Det er ikke en selvfølgelighed at  man, som 63 og 64 årlig, har helbred til 1540 kilometer ned gennem Jylland, Tyskland og i Østrig langs Donau til Wien.

Cykelsæsonen startede også i 2015 på Mallorca. Vi cyklede 1400 kilometer og havde 14 gode varme dage.Cykelsæsonen startede også i 2015 på Mallorca. Vi cyklede 1400 kilometer, og vi havde 14 gode varme dage i slutningen af april og starten af maj.