Torsdag 19. juli, Compiegne – Paris
Så nåede vi frem til Paris. I landsbyen Compans, der på vor rute ligger godt 30 kilometer fra målet på Concorde-pladsen, mødte vi det første vejskilt, som på cykelvenlige veje pegede mod Paris. Vi måtte bare begge optræde på billedet og flere af dagens billeder. Vi havde fået en rute langs kanalerne, næsten til midten af byernes by. Det var en god oplevelse at cykle langt i en millionby, uden at mærke til bilerne. Bilerne mødte vi på de sidste få kilometer, inden vi pludselig rullede ud over brostenene på Concorde-pladsen. Klokken var 15.10. Her var en skøn blanding af biler, motorcykler, og scootere der lød som arrige hvepse, og turister fra alverdens lande. Her stillede vi kameraet på jorden, satte selvudløseren på 10 sekunder, for at tage billedet, der beviste, at vi var nået frem. Turen gik derefter op ad Champs-Elysées til Triumfbuen, og videre til hotellet. Cyklerne blev parkeret i hotel Savoys gårdhave, efter 1547 kilometer, og mellem 70 og 80 timer i sadlen.
Onsdag 18. juli, Caudry – Compiegne
Vi fik en fin tur på en dag, hvor temperaturen om morgenen var 16 grader, og endte på 26, da vi stod af cyklende ved hotellet i Compiegne. Ved mange vejkryds mødtes vi af den korsfestede Jesus. Nogle af skulpturene var overvældende flotte og dominerende. Det er tegn på et område, hvor kirkerne, og kristendommens symboler, står store og stærke. Der må være en stor samling af jordisk kapital bundet i kirkemiljøet. Patriotismen har gode kår i en del af Europa, hvor to ødelæggende krige, med bare godt 20 års mellemrum, satte sit præg. Monumentet over faldne fra første verdenskrig står med friske blomster med bånd i franske farver. Gaden er opkaldt af den navnkundige franske general og præsident de Gaulle, der gjorde tjeneste under anden verdenskrig og var en markant politisk skikkelse i efterkrigs – og opbygningstidens Frankrig. Midt i alle oplevelserne var der tid til en frokost i en fransk grøftekant, inden vi nåede til Compiegne. Byen er kendt af cykelfolket som startbyen til verdens flotteste cykelløb, Paris-Roubaix. Løbet Jørgen Leth gjorde udødeligt med filmen “En forårsdag i helvede”.
Tirsdag 17. juli, Sint-Maria-Latem – Caudry (Frankrig)
Det var den første dag, siden søndag 8. juli, vi kørte hele etapen uden at få en dråbe regn. Vi startede dog turen med regnfrakke, og vejene var meget våde efter nattens regnbyger. Dagen bød for første gang på rigtige bakker. Vi kørte 1000 højdemeter på turen. Til sammenligning var de lange ture i Tyskland og Holland kun på godt 100 højdemeter. De små belgiske veje er både hadet og elsket af cykelfolket for de stejle (op til 12% ramte vi i dag) stigninger, og ikke mindst for brostenpassagene. Brostenene var glatte, så vi trak cyklerne. Uden vi opdagede det, kom vi ind i Frankrig. Pludselig var nummerpladernes “B” skiftet ud med et “F”. De nordfanske byer virker lige så modløse som de Belgiske. Her betales en høj pris for fransk liberal økonomisk politik. Frokosten bestod også i dag af indkøb fra Aldi: brød med ost, drikkelse fra flaskerne på cyklen, og et par pebermyntepastiller til dessert. Lenes skepsis over for den lille cykel-gps fra Garmin er nu så langt væk, at hun giver udtryk for, at det ville have været meget mere besværligt med gammeldags kort. Vejret bød, at dagens middag blev indtaget på en fortovsrestaurant i Caudry, behørigt skyllet ned med en “Leffe”, og den kop stærk kaffe til Lene, som serveringspigen er på vej med. Caudry har et smukt torv med en smuk springvandseffekt, som de fleste byer en meget stor kirke, og på rådhuset har borgmesteren (Mairie) åbenbart sin egen postkasse.
Mandag 16. juli, Kasterlee – Sint-Maria-Latem
At køre gennem den centrale del af Belgien er som at køre i en stor by. Her bor mennesker tæt. Der er aldrig langt mellem byskiltene. Det er også et trøstesløst syn, der rammer i mange små byer. Huse er enten til salg, eller forladt, og derfor hurtigt i en stand, så de formentlig ikke en gang er værd at sætte et “Tekoep” – skilt på. Trafikken gennem byerne holder tilbage for togene, der bare suser forbi. En krøllet øldåse, som en gang var fyldt med godt og billigt Jupiler-øl, er et stilfærdigt symbol på tilstanden. Grænsen mellem Holland og Belgien er andet end en landegrænse. I Belgien er der selvfølgelig også flotte huse, med friserede haver og en eller to nye biler foran garagen. Dagen bød også på en punktering for Lene. Det er ganske hyggeligt at skifte slange i regnvejret. Vi overnatter i en hyggelig Bed and Breakfast. Det var bare ikke muligt at købe aftensmad, og det sved til turens planlægger. En god bøf på en hyggelig restaurant, der er indrettet i en gammel vandmølle. Væggene i restaurationslokalet er udsmykket med smukke gamle emaljerede reklameskilte. Det skærpede appetitten, at der var næsten 2 kilometer at gå!
Søndag 15. juli, Groesbeek – Kasterlee
Da vi forlod hotellet i Grosbeek søndag morgen, stod det stadig, trods en meget hylende brandalarm på værelsesgangen klokken halv fire om natten. Alarmen var heldigvis falsk. Vi nåede at blive lidt forskrækkede. Holland er kendt for sine mange vindmøller. Der har dog ikke været mange på vore veje, så da vi kom forbi en af de karakteristiske hollandske møller, skulle den selvfølgelig foreviges. I dagens dejlige solskin stod stålkonstuktionen på en af de mange broer over kanalerne flot. Ved en lille rasteplads, i udkanten af en skov, så vi et smukt lille kapel. Her var tændt lys, og sikkert også sendt mange gode tanker. Tro betyder åbenlyst mere i det sydlige Holland. Helt uden regn slap vi dog ikke. På tærkslen til Belgien måtte vi finde regnfrakkerne frem til en kraftig byge.
Lørdag 14. juli, Nunspeet – Groesbeek
Der er ikke meget at fortælle om vejret – uforandret. Dagens tur gik stik syd i Holland. Cykelstierne og vejene er stadig fine at køre på. Hollænderne gør meget ud af, at cyklister kan færdes på en god måde. Vi kørte gennem Arnhem. Byens bygninger er alle ny. Efter de, under 2. Verdenskrig, allerede i sepember 1944 gjorde et mislykket forsøg på, at erobre den vigtige bro over Rhinen, blev byen stort set smadret af den tyske besættelsesmagt. Det er svært at forestille sig, når man helt uhindret kommer cyklende i Arnhem, at her er mange liv blevet sat til for at kæmpe for en mere fri og fredelig verden, end den verdensorden tyskerne og nazismen rullede ud over store dele af Europa. Lidt længere mod syd kørte vi over broen ved Nijmegen. – en by som mest er kendt for Nijmegenmarchen.
Fredag 13. juli, Odoorn – Nunspeet
For at gøre det helt enkelt at beskrive: Det regnede hele dagen, alle 125 kilometer. Glædeligt, at modvinden ikke var særlig slem. Vi nyder turen alligevel. Det blev igen til mange kilometer langs kanalerne, og vi har de sidste par dage lært at forstå, hvorfor hollændere er så glade for Danmark, og i sær Østjyllands kuperede landskab. Landsbyerne viser også deres fællesskab. Foran husene i en af landsbyerne var opstillet pyntelige giner, i fint tøj og med en urtepotte som hat. Hyggeligt og sjovt. Hollænderne bor smukt, med flotte haver. Enkelte bor i små palæer. Hollændernes cykelvalg er meget tilbagelænet. Selv unge mennesker kører gerne på moderne havelåger, også kaldet ” Olgaer”. Så er det også mere behageligt at sende en sms til veninden, som venter. Ældre, + 60, har ofte lidt hjælp på en elcykel. Mildt sagt bar både vi og vore cykler præg af dagens vejr. Det var første gang, vi gav racercyklerne en omgang i badekarret.
Torsdag 12. Juli, Bad Zwischenahn – Odoorn (Holland)
For anden gang skulle vi krydse en landegrænse – fra Tyskland til Holland. Det er en underlig følelse, at opleve, hvordan sprog, skikke, vejskiltene og vejenes striber, fra den ene meter til den næste, ændres. Oplevelsen bliver ikke mindre af, at man stopper cyklen og stiller sig op til fotografering. Vi var også godt tilfredse med at have kørt næsten 700 kilometer. Turen mod Holland gik efterhånden forbi, og langs kanaler, både smalle med grumset tilgroet vand, og brede hvor en del af Europas gods transporteres på pramme. Ofte er vejene over kanalerne en del af sluseanlæggene. Landskabet var stadig aldeles fladt. Vi var næsten begejstrede, når vi kørte “op” over en motorvejsbro. Flere steder har hollandske landmænd sået en bælte af smukke sommerblå blomster langs de effektivt drevne arker.
Onsdag 11. juli, Bad Bederkesa – Bad Zwischenahn
Iagttagelser og oplevelser er mange på vor vej. Vi har observeret, at tobaksautomaterne ikke har lidt samme skæbne i Tyskland som i Danmark. Klumper af gårde og huse og landsbyer kan ikke være så små, at det er umuligt at trække en pakke smøger. Onsdag havde vi Paristurens sidste færgetur, som var over Weserfloden. Vejret var blandet som en pose matadormix. Korte og heftige regnbyger fra en himmel, der dramatisk stod over vor rute på veje, der er rammet ind af smukke træer. For at blive i den “gode” vane: Der var modvind hele dagen. Til aften var der så lidt medvind. Lene fandt en hyggelig restaurant med en schnitzel “Hawai”, med ananas, ost og kirsebær, til 6 euro, inkl. salatbar. Schnitzel er jo tysk – meget tysk.
Tirsdag 10. juli, Meldorf – Bad Bederkesa
Vi kiggede lidt forsigtig ud på vejret på Domkrirkepladsen i Meldorf tirsdag morgen. Det var tørt. Turen til Bad Bederkesa bragte os ud på 2 færgerute. Først skulle vi krydse Ostsee – Nordsekanalen. Til vores overraskelse var den kun et par minutter lange tur gratis. Nogle kilometer senere skulle vi over Elben. Sejlturen tog 20 minutter og kostede 7 Euro. Vi havde kun en lille, men ret så heftig byge. Det var som om, at vejret på Elbens sydside var noget bedre. Som nord for Elben kørte vi i et absolut fladt landskab. Lene fik også oplevelsen af at køre et på fladt dæk. Med en eftermiddagstemperatur på 24 grader ankom vi til vor overnatningssted: Hotel Ankeloher Hof.
Mandag 9. juli, Løgumkloster – Meldorf (Tyskland)
Mandagens tur blev på 138 kilometer i regn, og med en modvind, der nogle gange føltes som storm. Det var det nu vist ikke. Det blev en strid og våd omgang. Alligevel tog det kun en lille time længere end beregnet. Vi havde planlagt en rundtur i Frederichsstadt, kaldet “det lille Amsterdam”. Vi nøjedes med en lille stop ved en af byens kanaler, før vi krydsede Eideren. Vi var godt tilfredse med at rulle op foran det hyggelige Hotel Zur Linde på domkirkepladsen i Meldorf. Et varmt bad var en god aperitif til en rigtig tysk middag. Schnitzel, godt paneret, med brasede kartofler, skyllet ned med velsmagende tysk fadøl.
Søndag 8. juli, Herning – Løgumkloster
Efter en god nats søvn, hos Karen Margrethe og Jørgen i Tjørring, sagde vi farvel i strålende solskin. Lørdag blev vi modtaget med eftermiddagskaffe på en læ og lun terrasse. Aftensmaden var en treretters middag med god vin. Jørgen stod for maden – under meget kyndig vejledning af Karen Margrethe, der, med en smertende brækket arm i slynge, udstak retningslinierne. Turen mod Løgumkloster var i fantastisk sol, og væskebehovet tilsvarende stort. På sådan en dag er selv en blomstrende kartoffelmark smuk og betagende. I Holsted havde vi et stop for at købe cola og vand. Kun kort tid efter vi ved 17-tiden havde fået os indlogeret i en lille ” bed and breakfest” med udsigt til Marianne Christiansens (afholdt præst i Thisted i 5 år) kirke, begyndte det at regne.
Lørdag 7. juli, Thisted – Herning
Så blev det dagen vi havde set hen til. Klokken 8.30 startede vi hjemme fra Kastanievej. De første timer kørte vi i et både fugtigt og diset vejr. Fra Struer begyndte solen at klemme sig gennem skyerne. Vi kørte ad små veje i Thy, og på strækningen fra Holstebro til Tjørring nord for Herning. I Grurup stoppede vi lige op og blev enige om at køre til højre – det er vejen til Hurup og Paris. Til venstre er det “bare” til Heltborg. Klokken var lige over 11, da Lene, over Oddesundbroen, forlod den Nørrejyske ø og blev landfast med Paris.
Her vil vi fortælle om turen og dagene
Se vort vejr på turen – skriv navnet på byen:
–
